Mit liv som Vega

Jeg blev bestilt d. 12/9-1973 hos Albin Marin AB i Kristinehamn. Dengang kostede “havskryssaren” ALBIN VEGA i standardudgaven 45.700,- Sv.kr. Dertil var der bestilt ekstra udstyr for 4.770,- Sv.kr.

Det kostede 10.631,- Dkr. at blive familiesammenført i Danmark.

Jeg blev leveret med bane i Køge d. 25/10-1973, og i Køge Havn fik jeg navnet STROP.

Mit officielle nummer er 2106, men i virkeligheden er jeg bygge-nummer 2140. Historien er nemlig, at min køber havde det lidt svært med at huske tal, men de sidste 4 cifre i hans telefonnummer kunne han dog huske, og det var netop 2106. Så derfor rettede værftet mit nummer til 2106. Tingene var nu ikke så svære dengang.

D. 18/5-1977 fik jeg 2 nye ejere. Jeg bliver handlet for 95.000,- Dkr.

Mit nye hjem blev Jyllinge Lystbådehavn.

D. 9/8-1979 kunne den ene ejer ikke li’ mig mere (eller hvad der nu skete?), og så blev hans halvdel  handlet. Handelsprisen var 50.000,- Dkr.

I 1984 var det så tid til nye bekendtskaber, og jeg kom til Kignæs Mole i Jægerspris. Mit nye navn blev JASH.

1985 var den fest så forbi, og mit nye hjemsted blev Kulhus havn. Jeg blev handlet til en pris af 130.000,- Dkr. Navnet blev KNAS. Her har jeg så været siden. Jeg fik dog nye ejere i 1999 på grund af sørgelige omstændigheder i min daværende familie. Jeg hedder stadigvæk KNAS, og jeg har den samme plads i havnen. Jeg har ikke fået nyt navn, af den simple grund at min ejer er frygtelig overtroisk. Det har vist noget med besværgelser, ofringer og ritualer at gøre.

Det er så mit liv i grove og kendte træk.