Født 1952 i Kulhus. Familien var erhvervsfiskere i 3. generation. Havde en drøm om at fortsætte i den linje. “Nul Putte, drengen skal i hvert tilfælde først lære et håndværk, som han kan falde tilbage på, hvis fiskeriet slår fejl!” … sagde moderen. Og sådan blev det (heldigvis). Tog Realeksamen i 1969 og kom derefter i lære som elektromekaniker. Blev udlært i 1973, mødte en sød pige i 1970, købte hus i 1973 og blev far i 1974. På det tidspunkt var fiskeriet alligevel på vej ned ad bakke, så kunne jeg jo ligeså godt fortsætte ad håndværkervejen. Blev far igen i 1981 og bedstefar i 1994, og det er fedt. Arbejdede som rigtig elektromekaniker til 1979, hvorefter jeg blev ansat som Edb-tekniker i IBM. Der har jeg nu været i snart 27 år. Først som servicetekniker og har fulgt udviklingen, fra mekaniske hulkortmaskiner til den mainframe- og pcteknik vi har i dag. I 1999 kom tiden til at skifte til et andet arbejdsområde. Weekend arbejde og nattevagter tærer på krop og sjæl. Så da muligheden for at blive projektleder bød sig, var det med at slå til, og det går egentligt meget godt.
Nu er det så, at livet som sejler kommer til rette. Når man har siddet indendørs hele dagen (ugen), så er det bare med at komme ud og få noget frisk luft, og det kan bare ikke gøres bedre end med fiskestang og sejlbåd, vel?
Som søn af en fisker, har jeg altid plasket rundt i alt hvad der kunne flyde. Joller, skydepramme og hyttefade. I begyndelsen af 60’erne fik jeg fat i en optimistjolle, og i konfirmationsgave fik jeg en 16′ klinkbygget mahognijolle af en bådebygger, som var en god bekendt af familien. Min mor syede sejl til den, latiner rig. Sikke en gave. Så var jeg stort set klar til en jordomsejling. I slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, var der kommet en masse sommerhuse til området, og med dem en del unger som også kunne lide livet på havnen. Nogle af dem havde OK joller og Pirat joller med. I midten af 60’erne kom glasfiberen på markedet, og hjemme hos en onkel, begyndte man at fremstille en 16′ jolle. Det endte med, at jeg fik skrabet penge nok sammen til også at kunne bygge et skiv. Den blev skåret til efter alle kunsten regler, og endte med at blive en nogenlunde fornuftig sejljolle. Det var en herlig tid.
I efteråret 1988 kom en af legekammeraterne her på vejen hvor vi bor, og fortalte at han havde tænkt sig at gå til navigation på aftenskole, “om ikke jeg havde lyst til at tage med?”. Det kunne da være meget sjovt, at prøve og få papir på den viden man havde arvet omkring søfart. Sammen med en 3. legekammerat fra vejen, gik vi i gang med kurset. Den 3. kammerat og jeg, var stort set de eneste på holdet der ikke havde båd. Det blev vi moppet meget for. Så for at undgå mopperiet, måtte vi jo se os om efter et skib. Og i foråret 1989 havde jeg båd og Yachtskipper 3. Den 3. kammerat og jeg havde sammen købt en Banner 33 Family. Det var en helt utrolig lækker båd, og vi havde et par rigtig gode sæsoner med den. Vi havde lavet en kontrakt, som ville tage højde for en hvilken som helst situation. Desværre viste det sig, at der alligevel var noget vi ikke havde taget højde for. Derfor måtte vi afhænde den i 1991. Budskabet er, at uanset hvor gode kammerater man er, så vær meget forsigtige med at købe større ting sammen. Det skal lige tilføjes, at vi er stadigvæk de bedste venner.
Nu gik der så en årrække uden sejlbåd, men ønsket om at få en anden sejlbåd var stadigvæk stort. I 1999 kom så muligheden for at jeg selv kunne købe en båd. Det blev så en VEGA, og den nyder jeg så.