RENOVERINGEN
Vores Vega fra 1974 V2106 begyndte efterhånden at se lidt slidt ud indenbords. Træværket havde mistet sin glans, og det gamle nappa var faldet ned flere steder. Det var også blevet ”nusset”, og kunne ikke rigtig vaskes hvidt mere. Jeg havde tidligere læst en artikel i Vega-bladet om renovering af en Vega, og den måde det var gjort på så spændende ud. Vores bolig kunne også trænge til en renovering indendørs, så da foråret 2005 nærmede sig, besluttede jeg at springe en sejlsommer over, og få ordnet de ting i huset, og samtidigt at få renoveret lidt på ”KNAS”. Jeg har Vegaen stående hjemme i haven hver vinter, så det var jo egentligt bare at lade den stå sommeren over. Jeg må tilstå at det var kun fordi, at jeg viste med mig selv, at hvis den kom i vandet, og vi fik en god sommer, så blev det nok ikke til så meget reparation på boligen.
Det var forkahytten der trængte mest til renoveringen, så min plan var at få den ordnet, og så at tage salonen på et senere tidspunkt. Men det skulle ændre sig. Jeg opdagede at apteringen i en Vega er fantastisk. Alt er faktisk til at skrue fra hinanden. Men når man starter på at skille en Vega ad, så husk meget nøje, at notere og tegne op, hvor de forskellige lister, plader og skruer skal sidde. Det kan betale sig i den sidste ende. Jeg måtte betale med en masse ekstra timer, fordi jeg troede jeg kunne huske hvor tingene skulle sidde. Man er vel håndværker??? Jeg fik hele forkahytten skilt ad, og træværket indendørs. Det gamle nappa fald ned af sig selv, så det voldte ingen besvær. Vore yngste datter var heldigvis lige flyttet hjemmefra, så jeg fik hurtigt hendes værelse lavet om til snedker-værksted. Fy, hvor der ind i mellem lugtede af lak i hele huset. Træværket blev slebet nænsomt ned, og lakeret 3 gange med Hempels Classic Varnish. Det er ca. 24 timer om at tørre.
Siderne i forkahytten blev renset groft med en almindelig stålbørste. Husk støvmaske.
Ruftaget var heller ikke for kønt, så det blev vasket ned med grundrens. Jeg snakkede med en maler, og vedkommende mente at Flüggers Deksoplast glans 25 kunne være en mulighed at male med. Så ruftaget fik 2 gange med det, og det ser ok ud.
Nu kom turen til siderne. Her limede jeg 4 stk. fyrretræslister (22×7) lodret på med ca. 50 cm mellemrum. Derefter limede jeg 7 mm ligge-underlag på over det hele. Jeg brugte almindelig kontaktlim. Jeg brugte 6 stk. liggeunderlag til for-kahytten. De underlag jeg havde købt var grønne. Det var ikke kønt, så det blev malet to gange med noget let gråtonet plastmaling, som var i overskud fra boligen. Nu skulle apteringen på plads igen. Og det var her jeg fandt ud af, at jeg nok skulle have mærket op hvor tingene havde siddet før. Jeg havde store problemer med, at få det lille 3-kantet skot helt ude for, på plads. Det viste sig at ruftaget havde sat sig ca. 4 mm. Så jeg måtte i gang med en dunkraft for at løfte det, så skottet kunne kom-me på plads. Som erstatning for det grimme nappa, fik jeg lavet 20 stk. mahognilister (7×60 mm.). 10 stk til hver side. De blev skruet på med 4 mm. mellemrum. Jeg syntes selv at resultatet blev helt godt. Nu hvor det hele alligevel var skilt ad, monterede jeg rødt lys bag ved skyggelisterne. Så er det muligt at orientere sig i båden ved nat-sejlads, uden at få ødelagt sit nattesyn.
Da jeg nu så resultatet i forkahytten, så blev jeg nødt til at give salonen samme tur. Og denne gang huskede jeg at mærke delene op. Til salonen brugte jeg 7 stk. liggeunderlag. Over hylderne, monterede jeg også mahognilister, men de er 7×70 mm. Rufsiderne blev også frisket op med 2 gange Deksoplast. Der er helt glat ruftag, så det var ikke nødvendigt, at gøre noget ved det. Også i salonen monterede jeg rødt lys under skyggelisterne.
Pantrysektionen har jeg ikke haft skilt ad. Den er egentligt ok, da det meste jo er lavet af laminat. Jeg har dog slebet og lakeret mahognifladerne. For ligesom at bryde det mørke lidt, har jeg spray-malet skydelågerne hvide. Det ser faktisk ok ud.
Hvad har så renoveringen kostet mig? Jeg brugte liggeunderlag for 400,- kr., 2 dåser Deksoplast 340,- kr., 3 dåser kontaktlim 435,- kr. og 6 dåser Hempel Classic Varnish for 930,- kr. Mahognilisterne fik jeg til rigtig ”vennepris”, 1800,- kr. Derudover skruer og andre småting til ca. 400,- kr.
Uden at vide det helt præcis, har jeg nok brugt 100 timer på hele projektet.
Bunden på ”KNAS” trængte også til en ordent-lig omgang. Den lignede efterhånden et vaske-bræt af gammel bundmaling. Vores havn har investeret i en rigtig god miljøstøvsuger med diverse tilbehør, så den lånte jeg. Det tog mig to hele dage at skrabe og slibe det gamle bundmaling af. Dette gjorde jeg i forsommeren 2005, og først her i 2006 fik bunden 2 gange Lightprimer, én gang sort Hard Racing Xtra og til sidst én gang Mille Xtra. Jeg ved ikke om det ville være sket alligevel, eller om det er fordi jeg har skrabet bunden og ladet den stå ubehandlet i et år, men skibet er tørret så meget, at den ligger ca. 4 cm. højere i vandet, end det har gjort tidligere.
Nu glæder jeg mig til at komme ud og sejle igen. God vind og sommer til alle Vega ejere.
2106 KNAS. www.lfknas.dk